Fejring af klubbens verdensmestre

page

Faaborg Orienteringsklub vil gerne hylde og fejre klubbens to verdensmestre, Emma Klingenberg og Tue Lassen.
Vi inviterer derfor til en reception, onsdag den 30. september kl. 18:00 i vores klubhus (Gåsebjergsand, Odensevej 150, 5600 Faaborg), hvor klubben vil være vært med lidt mad og drikke.

Til verdensmesterskaberne i orienteringsløb, afholdt fra den 31. juli til den 7. august i Skotland, var de to stjerner fra Faaborg Orienteringsklub med til at sikre Danmarks tilsammen fire sæt guldmedaljer.
Emma Klingenberg kunne forlade Skotland med to styks guldmedaljer om halsen og Tue Lassen med en enkel.

Emma og Tue udgjorde halvdelen af Mix-Sprint-Stafet-holdet, som der sikrede Danmark årets første VM-sejr. Emma løb her den 1. tur, hvorefter Tue overtog og løb 2. tur, og herefter afsluttede den resterende del af holdet, Maja Alm og Søren Bobach, det fantastiske arbejde, som sendte dem alle på præmieskamlen.

Efter Damestafetten, som blev løbet den 5. august, kunne Danmarks tredje VM-sejr fejres, da Maja Alm og Ida Bobach kunne tage imod Emma Klingenberg, som løb 3. tur, ved målopløbet med den danske fane i hånden. Sammen fløj de bogstaveligt talt over mållinjen i yderst overskud.

Danmark anses inden for orienteringsløb for værende en lille nation, men til trods for dette, så blev Danmark dette års mest vindende nation, idet det blev til guld på både Mix-Sprint-Stafetten, Dame-Sprint, Damestafetten og Dame-Lang.
Året landshold er ikke kommet sovende til disse imponerende resultater, og Emma og Tues medaljer er en yderst velfortjent understregning af deres mange års målrettede indstatser.

Kom derfor og tag del i fejringen af Emma og Tue.